Kreds 86 og DLF Fra min otiumstol

Uddannelse og størrelsen på den offentlige sektor

Uddannelse og størrelsen på den offentlige sektor
I Ha-Joon Changs bog ’23 ting man fortier om kapitalismen’  (dansk udgave 2016) findes kapitlerne ’Mere uddannelse gør ikke i sig selv et land rigere’ og ’Store offentlige sektorer gør folk mere åbne for forandringer’. Jeg fremhæver disse to kapitler her fordi politikernes ageren ofte tyder på manglende indsigt i disse forhold. Og det har givet bl.a. lærerne dårligere vilkår at arbejde under - både med hensyn til egen arbejdstilfredshed  og med hensyn til at gavne eleverne bedst muligt.

Flyt fokus det rigtige sted hen
I kapitlet ’Mere uddannelse gør ikke i sig selv et land rigere’ påviser Chang med statistik at der ikke er sammenhæng mellem hvor godt et land klarer sig økonomisk, og hvor stor en del af befolkningen der har en videregående uddannelse. Det gælder når andelen der har en videregående uddannelse, kommer over en hvis grænse. Bliver andelen større, betyder det blot at konkurrencen om jobbene blandt de bedst uddannede bliver større, hvorfor man presser sig selv med endnu mere uddannelse for at komme forrest i jobkøen. Det svarer til at når tilskuerne på første række rejser sig, er dem bagved også nødt til at rejse sig uden at forestillingen bliver bedre af den grund.

Han påpeger desuden at megen uddannelse ikke er årsag til større produktivitet da meget af det der læres, ikke har betydning for de arbejdsopgaver den enkelte skal løse. Faktisk gælder det i de rigere lande at mængden af viden der har betydning for mange medarbejdere, er faldende pga. mekanisering og automatisering. Og den specialviden der er nødvendig, opnås ofte ved oplæring på arbejdspladsen.

Med dette in mente må det være oplagt at konkurrencestatstænkningen ikke behøver at på få så stor indflydelse på hvordan man driver folkeskolen. Her kunne man i højere grad fokusere på ting der beriger den enkeltes liv, frem for ting der øger produktiviteten. Chang nævner her den personlige tilfredsstillelse, det gode medborgerskab og nationale identitet.  Hvis vi spurgte professor emeritus Peter Kemp - dansk teolog og filosof - ville han sige: dannelse frem for halvdannelse.

En ny chance
I kapitlet ’Store offentlige sektorer gør folk mere åbne for forandringer’ ser Chang bl.a. på forskelle mellem USA og Europa. Han kan godt godtage påstanden om at reduceret jobsikkerhed får folk til at arbejde hårdere - men siger han så, det er i de forkerte job i uddøende industrier fx, for man er bange for ikke at kunne få et nyt job hvis det man har glipper. De europæiske velfærdsstater sikrer folk en ny chance når man mister sit arbejde hvad enten det er fordi man bliver fyret eller tager en chance med at prøve noget nyt. I forvejen har virksomhedsejerne en beskyttelse gennem konkursloven hvis de skulle fejle med deres virksomhed. Derfor er det også urimeligt ikke at beskytte arbejdstagerne. Betingelserne i USA gør det mere acceptabelt her at tale om protektionisme - og her har USAs nye præsident ikke holdt sig tilbage.

Råd: Pas på jeres unikke samfundsmodel
Politiken bringer d. 25/9 2016 et interview med Chang. Her siger han: ”Når I brokker jer over tingenes tilstand, skyldes det simpelthen at I ikke har prøvet at bo andre steder end i velfærdsstatens hjertekammer. Hvis I havde, ville I vide hvor godt et system I har opbygget. Mit budskab til de danske politikere er derfor meget klart: Pas på jeres unikke samfundsmodel.” Der kan dog være god grund til at brokke sig, nemlig hvis politikerne ikke ved hvad det er de har med at gøre, når de laver ændringer der påvirker denne model. Chang er ikke imod at man tilpasser velfærdsmodellen til nutidige forhold, og han er ikke i tvivl om hvem man skal pege på hvis man skal give nogen skylden for besparelser i velfærden: ”Det er forretningseliten og finanssektoren der bør tage æren for Europas misere. De har skabt usikkerheden.”  Økonomi er politik - det er en fortolkningspraksis, som han siger. Desuden er han af den overbevisning at høje skatter er en god forretning for både almindelige mennesker og de meget velhavende. ”For alle de rige der tjener kassen, står på skuldrene af velfærdsstatens institutioner. De har brugt velfærdsstaten til at blive rige, velfærdsstatens lufthavne, veje, skoler, sygehuse - alt. Alle deres medarbejdere er uddannet i velfærdsstatens institutioner, mange af deres opfindelser og innovation er tilmed støttet af staten.”
Steen

Ha-Joon Chang er toneangivende økonom og underviser på University of Cambridge, England