Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2013

Amatørskuespil, raser lærerne

Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 26/4 2013 om ophævelsen af lockouten. Lars Krogh, styrelsesmedlem af Øhavets lærerkreds og fællestillidsrepræsentant, udtaler sig i artiklen


"Vi er så vrede. Mage til amatørskuespil skal man lede længe efter. Jeg er lige ved at skrive rundt til lærerne hvordan de skal forholde sig når de møder på mandag.

Ordene kommer fra Lars Krogh, fællestillidsmand for de ærøske folkeskolelærere. Hans indignation er stor, og han vil bl.a. indskærpe over for sine medlemmer at de må arbejde som planlagt og intet andet.

Det kan bl.a. få betydning for de mange forberedelser af skolesammenlægningen hvor alle øens folkeskoleelever og lærere skal samles på Marstal Skole.

I lockout-perioden er tre møder i sammenlægningsudvalget allerede blevet aflyst, og kommunen skal ikke tro at vi bare kommer til nye møder uden overtidsbetaling, siger Lars Krogh og tilføjer: Nu har kommunen jo sparet en masse penge i de fire uger så hvis vi skal knokle ekstra hårdt for at få alt til at gå op i en højere enhed, så kommer de til at betale for det.”

Journalisten spørger om han tror at skolesammenlægningen kommer i fare.

”Jeg er sikker på at vi nok skal stå og tage imod eleverne efter sommerferien, men det er absolut ikke det samme som at sige at det bliver godt, fastslår fællestillidsmanden.”

”Regeringsindgrebet har fuldstændig taget livet af folkeskolereformen. Den er død ,for lærernes engagement er væk, og jeg tror man får modvillige lærere i skolen, siger Lars Krogh. Ifølge ham er øens lærere dybt, dybt skuffede over kommunen som arbejdsgiver og de lokale politikere.

Ingen folkevalgte eller embedsmænd lod høre fra sig med så meget som et ’godt gået’ eller ’tillykke’ da en undersøgelse foretaget af undervisningsministeriet og den liberale tænketank Cepos for nylig placerede eleverne på Marstal Skole i top blandt de bedste i landet hvad angår karakterer og fagligt udbytte af undervisningen.
Vores turist og erhvervschef Carl Jørgen Heide kom med en buket blomster og sagde tillykke, men hverken politikere eller forvaltning gav lyd fra sig. Det er ringe, siger fællestillidsmand Lars Krogh."