Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2014

Jelved ude med riven: KL skyld i lockout

Under denne overskrift skriver folkeskolen.dk d. 25/11 2014 om Marianne Jelveds besvarelse af et spørgsmål stillet under Sophias konference 'Heldannelsens folkeskole' af styrelsesmedlem i Øhavets Lærerkreds Steen Pilgaard Toft.

"Marianne Jelved, der selv blev uddannet lærer i 1967, åbnede arrangementet med et oplæg om blandt andet vigtigheden af dialog, og det at parter kan bøje sig mod hinanden. Noget som KL og Danmarks Lærerforening blev beskyldt for ikke at være i stand til for halvandet år siden. 

Ifølge kulturministeren var det dog mere KL end DLF der ikke kunne finde ud af at samarbejde. Det sagde hun da kredsstyrelsesmedlem i Øhavets Lærerkreds Steen Pilgaard Toft spurgte om hendes holdning. 

"Du har lige nævnt at man ikke kan regne med at få sin vilje, men skal bøje sig mod hinanden. Du har også nævnt at KL og DLF ikke ville bøje sig mod hinanden op til lockouten i 2013, men mener du at de havde muligheden for at bøje sig mod hinanden?" spurgte han og ministeren kvitterede med et meget direkte svar uden politikeromsvøb.

"Michael Ziegler kunne udmærket have lavet en form for aftale. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan, men han kunne udmærket have givet Anders Bondo en håndsrækning, og hvis der havde siddet et bare lidt vist menneske på den post - undskyld jeg siger det, men jeg er parat til at diskutere det med Ziegler selv - så havde man selvfølgelig gjort det," sagde Marianne Jelved.

"Men katastrofen sker, og det er jo fordi ingen bøjer sig for det fælles bedste. De er låst fast begge to, og så skal der være en som kan få hul igennem. Og der mener jeg ikke Anders Bondo var i en situation hvor han kunne være den der fik hul igennem. Han havde forsøgt flere gange.""

Hele artiklen på folkeskolen.dk kan læses her