Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2014

Reformen bygger på lerfødder

Torsdag d. 7. august 2014 bragte Fyns Amts Avis nedenstående kronik skrevet af formanden for Øhavets Lærerkreds Lone Clemmensen

Nu er der kun få dage til at eksperimentet med at ændre den danske folkeskole sættes i værk. Folkeskolereformen der i den grad har sat sit præg på det foregående års debat om folkeskolen, træder i kraft. I den forbindelse skal man huske at der i virkeligheden er to ting der træder i funktion samtidig: En ny folkeskolelov og nye arbejdstidsregler for lærerne. Jeg har flere gange hørt udtalt at nogle skoler har tyvstartet reformen med succes ved at prøvekøre den i en kortere periode, men det er ikke korrekt. Man har kun prøvekørt elementer af reformen, men prøvekørslen er jo sket under de gamle arbejdstidsregler, så derfor står vi nu i en situation hvor vi skal se om reformen virker, om loven om lærernes arbejdstid virker, og om disse to love i praksis virker sammen. Måske det havde været en god ide om man ved en så stor ændring først havde gennemført nogle pilotprojekter så man på den måde kunne indhøste nogle erfaringer der evt. kunne føre til ændringer og justeringer inden hele folkeskolen kastes ud i dette omfattende eksperiment. Men regeringen har arbejdet ud fra en ’vi-alene-vide-holdning’ der har betydet at man kun har hørt på de synspunkter der har bakket op om dens planer. I vore dages politik gennemføres reformer ofte ved hjælp af professionelt tilrettelagt spin således at der tages større hensyn til spin-kampagnens vellykkede forløb end det resultat der kommer ud af lovgivningen. Det vil sige at forskningsmæssige resultater og kritiske vurderinger der fremkommer under kampagnen, helst skal bagatelliseres, køres ud på et sidespor, mistænkeliggøres og allerhelst helt afvises.

Og det er en skam, for jeg er sikker på at alle parter omkring folkeskolen i virkeligheden vil den det bedste. Og det bedste opnås kun hvis man også involverer parterne i reformarbejdet. Da Antorini blev undervisningsminister, var det almindelig at kigge beundrende på de resultater man havde opnået med at udvikle skolesystemet i Canada. Derfor rejste hun da også derover, men hun må have haft skyklapperne med i kufferten, for den canadiske uddannelsesforsker Ben Levin, der er en af hovedkræfterne bag den canadiske succes, har udtalt at man for det første gik ud med en positiv indstilling; man bebrejdede ikke eller nedgjorde folk. Dernæst har han fastslået at man ikke kan gennemføre en uddannelsesreform uden lærernes aktive støtte. Man vil gerne have gode folk til at gå ind i uddannelsessystemet. Det gør de ikke, hvis løn og arbejdsforhold ikke er i orden, og der spiller lærerforeningerne en stor rolle.

De danske lærere har på trods af en ekstremt uvenlig behandling under gennemførelsen af lovarbejdet i stor udstrækning arbejdet konstruktivt med til at få lagt den vedtagne reform praktisk til rette på skolerne. Børnenes uddannelse skal ikke tages som gidsel, og desuden vil de første der bliver ramt af at tingene ikke fungerer ude på skolerne, være lærerne selv. Men selv om lærerne ikke har iført sig nej-hatte, er der et problem: Ja-hatten passer ikke.

Under konflikten i foråret 2013 taltes der meget om at lærernes arbejdstid skulle normaliseres - et retorisk trick, for det kunne jo lyde som om lærere blev behandlet bedre end andre arbejdstagere. I virkeligheden er normalisering på dette område ikke automatisk positivt da alle er bedst tjent med at regler om arbejdstid er tilpasset de betingelser der er omkring det enkelte jobområde. Lærernes arbejdstid blev som bekendt normaliseret (dog med undtagelse af nogle punkter hvor det ville have givet lærerne nogle fordele) og det er denne ’normalisering’ der gør at der er problemer med ja-hattens pasform.

Det kan være uinteressant for udenforstående at høre nærmere om de tekniske detaljer bag dette. Derfor skal jeg prøve at gøre det ultra kort, vel vidende at det bliver det ikke alligevel:
Under den gamle arbejdstidsaftale fik lærerne en bestemt mængde tid til at løse de opgaver der var i tilknytning til en undervisningslektion (forberedelse, samarbejde mm.). Denne tid var aftalt med lærerforeningen. Kunne man ikke nå arbejdet på skolen, var det en forudsætning at man lavede det hjemme, også selv om man blev nødt til at lave det i weekenden. Desuden skulle arbejdet også laves,selv om man brugte mere tid end aftalt. Tiden passede pr. definition. Denne ordning passede de fleste fint, og mange lagde frivilligt en stor del af arbejdet hjemme.

Med de nye regler er det anderledes. Her er der ikke tale om en aftale, men et lovdiktat. Her løses opgaverne fra det tidspunkt læreren har fået besked på at møde på arbejdsstedet til det tidspunkt hvor læreren kan forlade arbejdsstedet igen. Dette er selvfølgelig begrænset af et bestemt antal årlige arbejdstimer. Hvad så hvis læreren ikke er blevet færdig når fyraftensfløjten lyder? Tjah, måske må forberedelsen, samarbejdet mm. så udskydes til der en dag bliver tid – eller også må man aftale med sin leder at man sætter ambitionerne ned så man kan nå det. Det er ikke sådan noget der får ja-hatten til at passe bedre, men her er vi ved kernen af problemet: For at folkeskolereformen kan gennemføres økonomisk, skal alle lærere i gennemsnit undervise to klokketimer mere om ugen. (Nogle steder er dette ikke nok.) Derfor kunne man ikke have regler for at lærerne skulle have en bestemt mængde forberedelsestid mm. pr. lektion. De måtte groft sagt nøjes med den tid der blev til overs. Lærerne kommer til at undervise lige så meget som det er nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen, med mindre der skydes ekstra penge i den enkelte skole. Gennem lokale aftaler mellem kommune og kreds kan der afbødes lidt på den manglende sikring af kvaliteten; det giver arbejdstidsloven mulighed for, men paradoksalt nok vil kommunerne få ballade med Moderniseringsstyrelsen hvis de benytter sig af denne mulighed.

Det er disse lerfødder man har bygget reformen på. En reform som man også kan sige noget godt om hvis man ikke går den for kritisk efter i sømmene. Men det bør man gøre. Det sidste altså. Folkeskolen er for vigtig til at politikerne kan skalte og valte med den efter forgodtbefindende blot for at demonstrere handlekraft. Antorini har været indkaldt til samråd for at forklare over for de kritiske politikere der trods alt findes i Folketinget, hvor hun finder bevis for at folkeskolereformen vil have den ønskede virkning. Som svar har hun henvist til en liste på et par A4-ark med analyser og rapporter. Af disse vil man med lige så god ret kunne finde beviser for det modsatte.