Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2015

Lærerformand: Lærerne skal løbe hurtigere

Fyns Amts Avis bringer d. 8/5 2015 en omtale af at en del lærere på Langeland skal efteruddannes. I den anledning har avisen indhentet en kommentar fra Øhavets Lærerkreds' formand Lone Clemmensen:

”Lærernes fagforening har i flere år råbt op om behovet for efteruddannelse. At det nu kommer til Langeland er Øhavets Lærerkreds’ formand Lone Clemmensen glad for. Trods glæden forudser hun dog at der følger et ekstra tidspres med efteruddannelsen.

- 1,15 millioner kr. til efteruddannelse er fantastisk, men hagen ved det er at der kun er penge til at betale udbydernes undervisning af lærerne. Der er ikke penge til vikardækning eller til at ansætte en ekstra lærer, siger Lone Clemmensen. Hvis 30 lærere skal på efteruddannelse i 100 timer i løbet af et år, kommer skolen til at mangle 3.000 timer svarende til 1,5 lærere, vurderer lærerkredsens formand.”

Avisen skriver derefter at Lone Clemmensen mener at de lærere der ikke skal på kursus så kommer til at løbe stærkere for at dække de andres timer, og at det vil gå ud over deres forberedelse:

”- Sådan er det, for der må ikke skæres i børnenes antal af timer. Altså kan der kun skæres i forberedelsestiden. Når man skal leve op til alle kravene i en ny skolereform samtidig med at man skal bruge 100 timer på efteruddannelse, kommer man til at løbe hurtigere, siger hun.”