Nostalgi Fluer

18 Fluer

9. samling af Fluer

Krudt i røven

Krudt i røven

KL's chefforhandler Michael Ziegler og professor Niels Egelund udtaler sig om hvor lidt plads der er i skolen til drengene, der jo har krudt i røven, skriver Sanne Søndergaard, stand-up-komiker og forfatter. "De to er selv veluddannede karrieremænd. Så de har altså selv på mystisk vis formået at dæmpe deres eget røvkrudt længe nok til at klare sig hele vejen gennem skole- og uddannelsessystemet og helt op i toppen hvor de nu får medietid til at udtale sig om netop dette emne."

(Politiken d. 16/3 2013. Sanne Søndergaard skriver videre: "Problemet er jo indbygget i 'løsningen' her: Jo mere vi fortæller drenge (og piger) at drenge og mænd ikke kan sidde stille, jo mindre kan de jo sidde stille fremover. Og omvendt for piger.")

Ulydighed eller ulødighed

Ulydighed eller ulødighed

"Den bøde jeg lige om lidt indkasserer for civil ulødighed, den tager jeg rigtig gerne imod ..."

(Maria  fra VUC på talerstolen ved demonstrationen foran Christiansborg skulle ifølge dr.dk d. 11/4 2013 have udtalt sig således. Men selv om DR skulle have hørt forkert, vil både 'civil ulydighed' og 'civil ulødighed' passe glimrende til situationen. Hvad Maria ellers sagde skal her forbigås i yderste tavshed.)

Forhandling

Forhandling

"Lærerne har ikke rokket sig en millimeter."

(Michael Ziegler 1/4 2013 ifølge www.b.dk)

For børnenes skyld

For børnenes skyld

"Corydon: Lockouten er for børnenes skyld. Finansministeren siger at konflikten er nødvendig for at styrke undervisningen."

(Politiken.dk 25/3 2013)

Konflikten vil kunne mærkes fra d. 2/4 - som af alle dage er H.C.Andersens fødselsdag.
Er det for elevernes skyld at man vil give dem dårligere forberedt undervisning på længere skoledage? Er det for elevernes skyld at man vil fjerne en professionsaftale og trække en såkaldt normaliseret model ned over hovedet på lærerne? En model der vil skabe dårligt arbejdsmiljø og uengagerede lærere.

Jaget vildt

Jaget vildt

”Forslaget til folkeskolereform med blandt andet obligatorisk heldagsskole og aktivitetstimer bliver af mange opfattet som at skyde gråspurve med kanoner.”

Forberedelsestid

Forberedelsestid

”Alle børnene fik mere skoletid, men lærerne havde ikke forberedt en skid.”

(Resultatet hvis folkeskolereformen indføres på bekostning af lærernes forberedelsestid. Sloganet er undfanget og givetvis kasseret på et af DLF's idegenereringsseminarer for medlemmer under arbejdstidsforhandlingerne med KL i 2013)

Emil og Phytagoras

Emil og Phytagoras

”Lad os tage en dreng på 13 år der går i 7. klasse. Han kan for eksempel hedde Emil. Og skoledagen kan for eksempel starte med matematik. Klassen lærer om vinkler, grader og procenter. Matematikken er flyttet fra klasselokalet til skolens værksted. Her er Emil i gang med at bygge et fuglehus sammen med tre andre fra klassen. Lugten af træ, lyden af saven, den rette vinkel på fuglehusets tag – det får Pythagoras’ sætning til at hænge bedre fast.”

(Citat fra statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale i Folketinget september 2012)

Fodskydning

Fodskydning

Kommunerne har før rakt fanden en lillefinger og fået taget hele armen. Kommunerne kan have skudt sig selv i foden med hensyn til forhandlingerne om næste års kommuneaftale.
(Meget styres for tiden fra oven både med hensyn til overenskomstforhandlinger og kommunernes økonomi. Angående det sidste skriver økonomen Henrik Herløv Lund i Politiken d. 28/1 2013 om kommunernes nye mulighed for at øge anlægsudgifterne med 2 mia. kr. hvis de kan finde tilsvarende besparelser på driften. Men Herløv Lund advarer. Hvis kommunerne reducerer med 2 mia. på driften har de jo vist at de kan klare sig med 2 mia. mindre. Regeringen har så muligheden ved forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2014 at reducere driftsrammen permanent.
”Det er sket tidligere ved forhandlingerne om kommuneaftalen for 2013," skriver han. "Her sænkede S-R-SF-regeringen ved finansminister Bjarne Corydon og indenrigsminister Margrethe Vestager driftsrammen for kommunernes udgifter med 2,5 mia. kr. netop med henvisning til at kommunerne havde brugt 5,7 mia. mindre i 2011 end de havde ramme til, og at de i deres foreløbige budgetter for 2013 også havde lagt sig under rammen for 2012. Kommunerne har således før ’rakt fanden en lillefinger’ og fået taget hele armen. Dermed kan kommunerne ved at veksle drift til anlæg have skudt sig selv i foden med hensyn til forhandlingerne om næste års kommuneaftale.”

Ang. Illustrationen: Tak til Michelangelo (kunstner), Erik Nielsen (KL-formand) og Bjarne Corydon (finansminister))

Ja-hatte

Ja-hatte

”Den politikenkronik du anbefaler, er skrevet af to skoleledere med en ja-hat i overstørrelse der er faldet helt ned på næseryggen.”

(Niels Christian Sauers kommentar til en kommentar der anbefaler en kronik i Politiken d. 10/12 i forbindelse med at Niels Krause-Kjær d. 9/12 2012 skriver et blogindlæg på Berlingske Blogs der ikke ligefrem bakker DLF’s synspunkter op. Kronikken er skrevet af to skoleledere. Den indledes således: ”Hvor er det spændende at arbejde i den danske folkeskole for tiden. Særlig som skoleledere følger vi udviklingen tæt, og hver dag nye glæder: Først kom Ny Nordisk Skole og nu regeringens folkeskolereform ’Gør en god skole bedre’ (…) Vi undrer os over Danmarks Lærerforening som med formand Anders Bondo Christensen i spidsen siger ’Nej, nej og atter nej’ ... uanset hvilke forslag der kommer på bordet.”
Niels Christian Sauer (hovedstyrelsesmedlem i DLF) prøver at kvalificere debatten med faktiske oplysninger, men får følgende henstilling af en debatdeltager (velvalgt hvis den er ironisk ment): ”Niels Chr. Sauer – vil du ikke være sød at holde fakta for dig selv. Vi prøver faktisk på at diskutere her.")

Statistik

Statistik

""If you torture the data long enough, they will confess." De værste statistiklæsere er dem der ikke ved hvad de ikke ved."

(Citat fra en anmeldelse skrevet af Leonora Christina Skov i Weekendavisen d. 7/12 2012 af bogen 'Taxiøkonomi')

Understregning

Understregning

"Forstavelserne møg-, pisse- og skide- er udmærkede til understregning. Især hvis det er brugerens sproglige afmagt der skal understreges."

(Fra: 'Primal- og sekundærskrig, 500 aforismer' af Mikal Rode, GRIAXforlaget 1990)

Ikke dokumenterede rygter om ...

Ikke dokumenterede rygter om ...

Regeringen er i gang med en mærkelig øvelse vedrørende sammenblanding af en folkeskolereform og overenskomstforhandlinger. Der er dog også andre der er leveringsdygtige i mærkværdigheder (på et mere uskyldigt niveau):
"Jeg synes det er voldsomt ukollegialt og skadeligt at beskylde andre for at fremsætte udokumenterede påstande." "I Venstre tager vi skarpt afstand fra rygter. Rygter er skadelige for et politisk parti. Det være sig rygter i det hele taget, eller rygter om at andre starter rygter." "Jeg mener ikke at du på nogen måde kan konkludere noget som helst omkring i forhold til hvad jeg siger." (1)
"Når man er en venstreorienteret regering, savner jeg at der er noget social indignation." "Det kører bare som under den borgerlige regering." (2)

(1) Tre klip fra et interview med politisk ordfører for Venstre Ellen Trane Nørby på ekstrabladet.dk 1/12 2012 vedrørende sexuelle rygter om Jens Rohde. (2) To klip fra Politiken d. 1/12 2012 hvor Claus Hjort Frederiksen, tidligere minister for Venstre, kritiserer regeringen for at føre borgerlig politik.

Sur gammel stodder

Sur gammel stodder

"Engang var jeg en vred ung mand; nu er jeg bare en sur gammel stodder. Og hvad er der galt med det?"

(Kim Melius Flyvholm Larsen)

Betalingsevne

Betalingsevne

Det er foruroligende at tænke på at der kun er et 'a' til forskel på ordene 'betale' og 'betle'.

 

Forargelse

Forargelse

"Flammer den moralske harme nok så meget i den ene ende, så fryder den sig i den anden. Forargelse er altid noget der kilder."                                

(Knud Poulsens kommentar til en tegning af Herluf Jensenius i Blæksprutten 1937 der kommenterede postyret over sexualundervisningen i underskolen. Citeret fra bogen: Det danske lune, Tegninger af Herluf Jensenius gennem 40 år, 1958)

Havari

Havari

"Ved selv det mindste flystyrt sender man en havarikommission som skal finde ud af hvordan det gik til, var det en konstruktionsfejl, og hvad skal der i givet fald ændres ved konstruktionen. Men når hele verdensøkonomien havarerer, stiller man ikke sådanne spørgsmål, man stiller sig op og betragter vraget og siger: "Vi må se at få det op at flyve igen."

(Preben Vilhjelm i Politiken d. 9/10 2012)

Grader af matematisk tænkning

Grader af matematisk tænkning

"Der er forskel på ingeniører, fysikere og matematikere. Ingeniøren har en lang praktisk teknisk uddannelse, mens for eksempel fysikeren har indsigt i det samme, men mere teoretisk. Vi har nu en ingeniør, en fysiker og en matematiker der sammen kører i tog i Skotlands bjerge. Der er mange bjerge og mange får i Skotland. Efter et par dage i toget siger ingeniøren: "Efter hvad jeg har set, er alle får i Skotland hvide." Fysikeren svarer: "Nej, hvis man skal konkludere, må det være at alle de får vi har set i Skotland, er hvide." Men det får matematikeren til at protestere. "Alle de får som vi har set i Skotland, er hvide på den ene side."

(Fortalt i artiklen: '9. klasseselever får matematik-udfordringer på gymnasiet' på folkeskolen.dk d. 10/10 2012)

Op ad bakke

Op ad bakke

Det er ikke blevet nemmere at være cyklist efter at "op ad bakke" og "ned ad bakke" begge er blevet negativt ladede udtryk.