Det skæve tårn i Pisa

SLAM! Så ligger vi der. Igen. I det lune middelområde. Det er naturligvis Pisa-tallene jeg hentyder til. Endnu en gang viser tallene at danske elevers faglige formåen i læsning, matematik og naturfag ikke har nået de højder man havde håbet på. Aben skal placeres. Men det lader til at ingen rigtig vil påtage sig ansvaret for at resultaterne skuffer så fælt.

Jeg plejer at sige at man skal starte med at pege på sig selv. Hvad er min andel i at elevernes resultater skuffer?

Som lærer kan jeg fastslå at vi gør hvad vi kan for at eleverne klarer sig så godt de kan. Lærerne har simpelthen ikke anden interesse end at eleverne udvikler sig fagligt og socialt. Selv om vi i årevis er blevet udsat for skiftende politikere der alle vil sætte deres præg på folkeskolens udvikling, og selv om vi er blevet kaldt dovne og uduelige, tager vi hver dag på arbejde for at gøre det der gør en forskel: undervisning og samvær med eleverne. Vi lader os efteruddanne for at forbedre og forfine undervisningen, for vi ved godt at vi konstant skal udvikle vores faglighed.

Politikerne gør vel også hvad de tror, er bedst? Men de er drevet af at eleverne skal udvikle sig til at bidrage til Danmarks vækst, og derfor bliver det en økonomisk tænkning der ligger bag deres beslutninger. Alle de skolepolitiske tiltag er begrundet med at vi skal klare os bedre i Pisa-undersøgelsen. Der er meget prestige i at score højt i Pisa, for tallene bliver et udtryk for hvor virksomheder vil slå sig ned. At Danmark ligger middel i faglig kunnen, men i top når det kommer til at være antiautoritær, er måske ikke attraktivt for en virksomhed?

Nogle vil måske også sige at pilen peger på forældrene. Jeg er selv en del af den generation som har børn i skolealderen. Mange forældre legitimerer at børnene holder sig en fridag, at de ikke får lavet lektier, og de prioriterer ikke den daglige træning som er nødvendig for at barnet udvikler sit fulde potentiale. Vi skåner vores børn for de ting som ikke er sjove. Vi bærer deres tasker, kører dem til skole og kræver at vores barn bliver behandlet som det enestående individ det er. Skolen oplever flere børn der kræver opmærksomhed, og som ikke har den disciplin der skal til for at skabe et fagligt undervisningsmiljø der tilgodeser fællesskabet.

Dannelsen som noget værdifuldt i sig selv er ved at blive talt ud af den danske folkeskole - vi fokuserer kun på det der kan måles. De tiltag der skal være på folkeskoleområdet, skal forankres i den pædagogiske forskning hvis det skal rykke noget som helst. Og så tror jeg at vi i højere grad er nødt til at tage et fælles ansvar for fællesskabet. I stedet for at kræve at mit barn alene tilgodeses, skal jeg spørge hvordan jeg kan opdrage mit barn til at bidrage til at alle får de bedste muligheder i et godt undervisningsmiljø.