Konkurrence vil skabe større skel

Debatten i medierne handler meget om reformer. Regeringen har fx fremlagt SU-reformen, folkeskolereformen og kontanthjælpsreformen. Kommunerne melder sig også på banen med diverse omstruktureringer. Reformer, som alle har det sigte at sikre velfærd for færre penge og skabe vækst i Danmark. Vi får gang på gang at vide at vi skal indstille os på at Danmark ikke mere er en velfærdsstat, men en konkurrencestat.

Vejen til vækst koster. Det er pludselig tilladt at anvende magt og tilsidesætte dialog og medbestemmelse i konkurrencestatens navn. Vi ser det aktuelt med folkeskolereformen og lærernes overenskomstforhandlinger. Reel forhandling finder ikke sted, for lærerne skal ”moderniseres” ved at undervise mere for de samme penge, ved at arbejde ”smartere og mere effektivt”.

Hvis vi lytter til KL-direktøren Sine Sunesens oplæg for KL´s langsigtede arbejdsgiverpolitik, så er det KL´s plan at denne form for modernisering skal føres over på hele den kommunale sektor.  Lønninger udgør næsten 70 % af de kommunale udgifter, så her skal spares – meget enkelt ved at de offentlige ansatte skal arbejde mere effektivt. En effektivitet medarbejderen lærer på efteruddannelseskurser der betales af medarbejderen selv. Ydermere siger hun at MED-systemet - lønarbejdernes kanal til medindflydelse - er et fordyrende og besværligt led i moderniseringsprocessen, så det skal have et serviceeftersyn. Til sidst slår hun fast at lederen skal have det fulde råderum så de ufleksible arbejdstidsaftaler må lade livet. Alt sammen er ifølge KL nødvendigt for at holde de offentlige udgifter nede for at sikre velfærd og konkurrencestatens vækst på det globale marked.

Jeg kunne bare ønske at vi nogle gange satte spørgsmålstegn ved om vækst er et mål og en værdi i sig selv. Konkurrenceevne og vækst er forudsætninger for et materielt rigere Danmark, men jeg savner værdidebatten. Vil vi et materielt rigere Danmark?

Prisen for et konkurrencedygtigt Danmark er værd at diskutere. Udover at formålet med at gå på arbejde kommer til at handle om at bidrage til konkurrencestaten, og ikke til velfærdsstaten, så handler det naturligvis også om at skabe materiel rigdom for sig selv. Det handler om at være i stand til at arbejde ”smartere” så man ikke er den der mister sit arbejde og dermed de materielle goder. Det kommer til at handle om ”mig” og ikke om fællesskabet.

Den globale konkurrence om væksten kommer i sidste ende til at blive en indædt konkurrence mod vores medborgere. En konkurrence som vil skabe et større og større skel mellem dem der kan følge trop, og dem der ikke kan. Er det ikke værd at diskutere om vi i stedet for at deltage i den konkurrence skulle vælge at opprioritere fællesskabet så dialog, medbestemmelse og tillid blev de bærende værdier i vores samfund?