Kvaliteten af timerne har betydning

Danmark har en god folkeskole som er verdensmester i demokrati, men som ligger lunt i middelområdet når vi sammenligner os med andre lande i læsning, matematik og naturfag. Siden vi i 1990’erne startede med at indgå i de internationale målinger som fx Pisa, har det fået politikerne op af stolene - for når Danmark havde et af verdens dyreste folkeskoler, måtte den også kunne ligge i top fem, lød logikken. Skiftende politikere er alle kommet med bud på hvad der skal til for at bringe Danmark i top fem. Man har rejst til Kina, New Zealand, Singapore og Canada for at hente inspiration. Og man har søsat den ene lovændring efter den anden i en lind strøm siden regeringsskiftet i 2001. Nu er det halvandet år siden at der igen kom nye politikere til ved skolerattet - og med Christina Antorini som kaptajn er der nu indgået forlig om en folkeskolereform.

Der er delte meninger om reformen, men den har et bredt flertal i Folketinget. Formålet med reformen er naturligvis at gøre folkeskolen endnu bedre. I et forsøg på at få de sidste 17 % af eleverne med som i dag har udfordringer med at få de kompetencer der skal til for at gennemføre en ungdomsuddannelse, vil man gøre skoledagen længere og mere spændende. I debatten forud for reformen har fokus været hvordan strukturen skulle være i den nye skole. Skulle heldagskolen fx indføres? Eller aktivitetstimer? Drøftelsen omkring indholdet i reformen har været noget diffus, og mange har efterlyst at fokus lå mere på hvad folkeskolen skulle indeholde af læring for at øge kvaliteten.

Det er relativt nemt at pege på hvad der kan øge kvaliteten i folkeskolen. Det er der forsket i. Den største enkeltfaktor i betydningen for elevernes udbytte af undervisningen er læreren. Den nyeste forskning fra DFI viser at eleverne opnår de bedste faglige resultater når læreren udtrykker tydelige og høje faglige forventninger, vægter evaluering højt, udviser kompetent klasseledelse med et godt socialt og fagligt miljø med respekt, disciplin og opmærksomhed, og når læreren sparrer med andre dygtige lærere om faglig udvikling og fælles indsats over for enkeltelever. Skal kvaliteten i skolen højnes, er det altså i høj grad inden for lærernes kompetencer indsatsen skal rettes. Det kræver efteruddannelse og en åben og handlekraftig kultur på skolen. Forskning viser også at lederne har en stor betydning for elevernes resultater. Ledelsen skal være synlig og involverende, og den skal interessere sig for undervisning og målene for elevernes læring.

Til gengæld viser forskning at mængden af timer i skolen ikke har den store betydning når vi ligger på det niveau vi gør i Danmark. Det er kvaliteten af timerne der har betydning. Timerne skal være velforberedte så der er styr på organisering, formidling, formål og mål. Timerne kræver også efterbehandling – hvad virkede, hvad virkede ikke, fik vi nået mål og formål, og hvad skal gøres anderledes næste gang? Desværre har afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale banet vejen for at lærerne skal undervise mere, og at den øgede undervisningsmængde skal finansieres af mindre forberedelse. Dét er direkte uforeneligt med det man forskningsmæssigt ved virker.

Inklusion er også en faktor der har betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Inklusionsopgaven løses meget forskelligt i kommunerne, men fælles er at lærerne giver udtryk for at de mangler kompetencer i specialundervisning og i at takle elever med udadreagerende adfærd. Forskning viser at hvis inklusionsopgaven skal lykkes, skal kommunen udvikle en strategi og en handleplan i samarbejde med skoleledelse og medarbejdere.

Lektier, som var den store joker under forhandlingerne, er slet ikke nævnt i folkeskoleloven, og norske studier har vist at lektier i værste fald kan være demotiverende og medvirke til at øge socioøkonomiske skel. I den forbindelse giver det mening at reformen vil lade lektiedelen forblive på skolen i form af lektiecaféer hvor eleverne kan få hjælp af en kompetent lærer. Men kunne det ikke være interessant at drøfte hvad lektier skal til for? Så ville svaret på om lektier skal læses hjemme eller på skolen, eller om de skal læses overhovedet, nok komme af sig selv.

De nævnte områder har alle betydning for kvaliteten i folkeskolen og elevernes udbytte af undervisningen. Men de har ikke meget at gøre med indholdet i timerne.  Folkeskolereformen nævner som sagt at skoledagen skal være længere, og undervisningen skal være mere spændende. Men hvad er indholdet i det? Og er det overhovedet et relevant spørgsmål at stille? Er det ikke mere interessant at spørge: Hvad er uddannelse til for?

Der tales meget om læring og kun lidt om hvad der er meningen med læringen, og hvad den er til for. Hvad er læringens mål? Christine Antorini nævner selv at indholdet i en spændende time kunne være at sprætte en ged op. Ja. Men hvorfor? Hvad er målet? Spændingen i sig selv?

Der er for meget fokus på læring. Vi skal tale uddannelse. Pointen ved uddannelse er ikke at elever lærer, men at de lærer noget med et bestemt formål af nogen (læreren).

Uddannelse lider under at virksomhedstanken fra det private erhvervsliv new public management er sivet ud i kommunerne og helt ud på folkeskolerne. I stedet for at måle hvad vi værdsætter, værdsætter vi det vi kan måle.
Uddannelse i Danmark udfordres også kraftigt af at der kommer nye politikere til hvert fjerde år. De vil alle sætte deres spor. Men forandringer og forbedringer tager tid: Resultater ses tidligst efter fire år. Fx ser man først nu at Bertel Haarders fokus på læsning viser resultater.

Alle søger opskriften på den perfekte skole. Men god uddannelse er ikke konkurrence og effektivitet, og den målbare skole er skadelig for den ansvarlige kultur og demokratiet. Hele diskussionen om uddannelse domineres af målinger af uddannelsesmæssige resultater, og det påvirker praksis i skolerne og de politiske beslutninger.

Skolen og samfundet har et spændt forhold – og sådan skal det også være. Uddannelse skal ikke følge samfundet, for hvis samfund skal det i så fald følge?

Folkeskolen er et spejl af samfundet. Valget af skoleform er afgørende for hvilket samfund man udvikler i fremtiden. Målet er et samfund hvor alle børn er frie individer med lige muligheder hvor alle børn møder hinanden i et forpligtende fællesskab, og hvor alle børn hver dag udfordres optimalt så de bliver demokratisk ansvarlige medborgere. Det kræver engagerede og dygtige lærere og ledere, og at samfundet viser folkeskolen tillid.