Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2013

Lærerformand: Kvaliteten får et knæk

Dette er overskriften på en artikel Fyns Amts Avis bringer d. 1/3 2013 i forbidelse med KL's lockoutvarsel.

"Lone Clemmensen der er formand for Øhavets Lærerkreds, har ikke meget til overs for den aftale Kommunernes Landsforening gerne ser indgået med Danmarks Lærerforening. Hun slår fast at det set fra hendes synspunkt ikke ville løfte kvaliteten i folkeskolen - snarere tværtimod.

- Lærerne får mindre tid til forberedelse når de skal bruge mere tid på undervisning. Det er åbenlyst, siger hun og slår fast at hun håber at lockouten når at blive afblæst.

- Vi står i en situation hvor det helt klart er børnene og forældrene der bliver gidsler. Det er selvfølgelig ikke holdbart, men vi kan ikke forsvare bare at give efter i forhandlingerne. Det mener vi heller ikke at især børnene er tjent med, fastholder Lone Clemmensen der understreger at konflikten ikke er lokal, men udelukkende landspolitisk.

- Det handler om at vi er uenige med regeringen og den kurs den ønsker at lægge i forhold til lærernes arbejdstid, siger hun og peger på at der set fra hendes perspektiv er tale om en skolereform der ikke er finansieret ordentligt.

- De vil spare, og det kommer så til at ske ved at ændre på lærernes arbejdstidsaftale, og det er helt uacceptabelt, siger hun.

Lone Clemmensen peger desuden på at selve lockouten endda kan komme til at lune i de kommunale kasser, og det huer hende heller ikke.
- En lockout betyder at kommunerne ikke skal udbetale løn til lærerne. Aftalen er jo opsagt, pointerer hun og anslår at en måneds lockout kan lune ganske godt i de kommunale budgetter.
- Tre-fire uger vil give omtrent to milliarder kr. på landsplan i besparelser. De penge skal vi tage op af Danmarks Lærerforenings strejkekasse. Det kommer til at gøre ondt, siger hun og pointerer at målet lige nu er at få genoptaget forhandlingerne.
- Vi er åbenlyst ikke enige, men vi er nødt til at komme tilbage til forhandlingsbordet sammen med Kommunernes Landsforening. Det vil alle være bedst tjent med – og det så hurtigt som muligt."