Når pilen peger på en selv

Konkurrencens natur er at man yder sit bedste hvis man vil vinde. Ud fra den logik lover Københavns overborgmester, Frank Jensen at fyre de skoleledere der ikke leverer varen. At levere varen betyder at de kommunale skoler i hovedstaden skal have et højere karaktergennemsnit, højere trivsel og et lavere sygefravær blandt de ansatte for at de kan konkurrere med de private skoler.

Der er ikke noget galt i at have høje ambitioner for de københavnske skoler. Ej heller for resten af landets. Men at true med en fyreseddel oser dels af mistillid og dels af ansvarsforflygtigelse, og det vil skabe så elendige arbejdsforhold at sygefraværet med garanti vil ryge til tops – og så får de private skoler for alvor kronede dage.

Det er desværre blevet en tendens at man peger på andre når tingene ikke bliver gjort godt nok. Hele den offentlige sektor er under pres, for opgaven skal løses bedre for færre penge. Vi har et enormt behov for at få placeret skyld når noget går galt. Når lægerne laver fejl, skal de fyres. Når lærerens undervisning ikke er god nok, skal han fyres. Når skolelederne ikke leverer varen, skal han fyres. Kunne det ikke være mere interessant at undersøge hvorfor ”varen ikke leveres”? Det er for nemt at den politiske ledelse blot kan true med afskedigelse hvis de ikke har sørget for at rammerne for at skabe den ønskede kvalitet er til stede.

Hvis vi vil skabe kvalitet, skal vi alle starte med at pege på os selv. Vi skal spørge os selv om vi har gjort det bedste inden for de rammer der er sat. Og som udgangspunkt må vi gå ud fra og vise tillid til at alle yder deres bedste. Når det så svipser – for det gør det ind imellem når vi har med mennesker at gøre – må vi i fællesskab tage ansvar for at få rettet op. Jeg tror det er vigtigt at vi taler om dette fælles ansvar og siger det højt til hinanden. Vi skal turde konfrontere hinanden når vi bevæger os på afveje. Men konfrontationer kan tackles forskelligt. Frank Jensens konfrontation med lederne af de københavnske skoler er ikke specielt konstruktiv, og den får formodentlig den modsatte effekt end den var tiltænkt. Konfrontationen virker kun hvis man erkender sit eget ansvar.

Politikere der driver den offentlige sektor ud fra et konkurrenceparameter, skal være sig bevidst hvad konkurrence gør ved menneskers ydeevne. Konkurrencen stammer fra sportens verden, og der ser man gang på gang at de mennesker der kommer langt, er hjulpet godt på vej af dygtige coaches og holdånd. Vil en leder skabe det bedste hold, må han inspirere sine medarbejdere til at yde deres bedste i et forpligtende fællesskab. Man bliver ikke et vinderhold af at stå og råbe og skrige i et hjørne at alle andre ikke gør det godt nok.