Kredsen i medierne Kredsen i medierne 2017

Sårbare elever i politisk spil

Læserbrev af Malene Foshammer, tillidsrepræsentant for pædagogerne og Birgitte Lading Andersen, inklusionscoach og tillidsrepræsentant for lærerne på Svendborg Heldagsskole bragt i Fyns Amts Avis d. 7. oktober 2017: Svendborg Heldagsskole er på politikernes dagsorden måske med henblik på, at skolen lukkes. Spørgsmålet er bare, hvem skal så løse opgaven, hvis ikke os? Det er bekymrende og vidner om mangel på forståelse og respekt for opgaven. Ved politikerne overhovedet hvad de i maj 2016 besluttede og hvilken vigtig opgave, vi udfører?

Heldagsskolen løser som den eneste kommunale skole i Svendborg Kommune en helt særlig opgave for de elever, der ikke kan være i den almindelige folkeskole - oftest på baggrund af massive sociale problemer. Mange af vores elever er sårbare og har svært ved at indgå i almindelige sammenhænge, hvor der er mange elever og har brug for konstant tæt kontakt med lærere og pædagoger. Stort set alle vores elever har en diagnose eller flere år i bagagen med at finde ud af, hvilket tilbud der er det rette for dem. Vi har mulighed for at arbejde med den enkelte elev, med udgangspunkt i hvor eleven er lige nu. Vi arbejder bevidst frem mod en inklusion i samfundet, hvor den unge bliver en del af noget. Det tager bare lang tid, for at udvikle den unge både fagligt og socialt.

Vi arbejder altid ud fra en handleplan, der er lavet for den enkelte i samarbejde med sagsbehandler og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Vores handleplan evalueres hver sjette måned, og der sættes nye mål. Dermed ses resultaterne også, og politikerne har hele tiden kunnet følge udviklingen.

Politikerne har selv i maj 2016 kategoriseret specialskoleeleverne i tre grupper, hvor Svendborg Heldagsskole skal løse opgaven med de elever, der ifølge kategoriseringen er elever, der kræver fuldt segregeret (specialskole) tilbud (sandsynligvis hele skoleforløbet).

Når nu Svendborg Heldagsskole er på dagsordenen igen, vil vi appellere til ikke kun tænke i økonomi, men også tænke på det enkelte barns tarv. Kan der spares penge, eller skal vi starte forfra igen?

Efter mange års tæt arbejde omkring eleven og familien risikerer vi, at eleven mister troen på en god skolegang og i stedet bliver familien bekræfter i, at de igen oplever svigt og sendes tilbage hvor de startede.

Hvad er det egentlig, I vil med de her elever?