Arbejdsmiljø Psykisk arbejdsmiljø

Svendborg

Stress

Vi bliver alle fra tid til anden ramt af arbejdspres. Er vi ramt af arbejdspres over en længere periode, uden at vi har tilstrækkeligt med indflydelse på det eller en oplevelse af, at det vi gør, giver mening, så kan arbejdspresset "sætte sig" og gøre os syge. I så fald er vigtigt, at du rækker hånden ud og beder om hjælp.

Forebyggelse af stress

Svendborg Kommune vil arbejde for at forebygge og mindske at stress på arbejdspladsen. Forebyggelse og håndtering af stress indgår derfor som et element i arbejdsmiljøuddannelsen, og lederuddannelse. 

Der henvises til følgende hjemmesider til inspiration, når stress skal forebygges og håndteres:

http://vpt.dk/projekt/forebyg-og-handter-stress

http://mentalsundhed.dk/

Viden på Tværs - vpt.dk - er ejet af KL og Forhandlingsfællesskabet. Viden på Tværs sætter dagsorden, spreder viden og understøtter medarbejdere og ledere i udvikling af de kommunale arbejdspladser.

Mobning

Arbejdstilsynets definition på mobning:
"Det er mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem".

Der kan være mange årsager til mobning og chikane, og ofte vil der være tale om et samspil af flere årsager. Disse kan have rod i den enkeltes arbejde, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold eller i samspillet med kollegaer, ledere eller borgere. Når det gælder især seksuel chikane, kan også kønsrollemønstre og normer for seksuel kommunikation have betydning for, hvornår og hvordan chikanen opstår. 

Både mobber og mobbeoffer har ofte vanskeligt ved selv at komme ud af det destruktive mønster. De har brug for, at andre træder til og opstiller spilleregler for, hvordan man omgås hinanden på arbejdspladsen. Det giver lederen en central opgave. 

Samtidig er det meget vigtigt, at kollegaer ikke er passive vidner til mobning. Som medarbejder skal man tage aktivt del i at komme problemerne til livs. Den bedste tilgang til mobning på arbejdspladsen vil ofte være at gøre mobning til et fælles problem uden at bringe den konkrete sag i fokus.

Svendborg Kommune accepterer ikke, at medarbejdere oplever at blive mobbet, chikaneret eller udsat for vold på deres arbejde. Det anbefales at de enkelte arbejdspladser udarbejder en politik for mobning og chikane for at sikre gode leveregler for åbenhed, synlighed og kommunikation og ikke mindst, at behandle mobning og chikane som et arbejdsmiljøtema så snart det opstår.

Op med nærvær - ned med fravær

Nærvær handler om at forebygge sygefravær ved at sætte fokus på trivsel og arbejde med de forhold, der skaber et godt arbejdsmiljø for medarbejderne på arbejdspladsen.

Et godt arbejdsmiljø er med til at mindske risikoen for, at medarbejderne bliver syge og hjælper til at få sygemeldte hurtigere tilbage på arbejde.

Fravær kan skyldes helbredsproblemer, mistrivsel på arbejdspladsen, det fysiske arbejdsmiljø eller i privatlivet. I sagens natur kan man ikke forebygge alle typer af fravær, men erfaringer viser, at omkring en tredjedel af fraværet skyldes det psykiske arbejdsmiljø. Og dette fravær kan forebygges, hvis man arbejder aktivt med at fremme nærvær og trivsel på arbejdspladsen.

Vold og voldspolitik

Voldspolitikker på arbejdspladser skal være med til at skabe åbenhed og synlighed omkring arbejdet med at forebygge vold og trusler på arbejdspladsen. Alle arbejdspladser bør have en politik for vold og trusler. 

I en voldspolitik bør man kunne læse om målet med voldspolitikken og hvad man skal gøre, for at beskytte sig mod voldelige borgere/brugere samt en vejledning i hvad man skal gøre, hvis der opstår en voldelig situation.

Det er vigtigt at voldspolitikken er udarbejdet lokalt for at sikre ejerskab og god relevans. En proces omkring udarbejdelse af en voldspolitik starter typisk med en dialog om, hvilken type vold og hvilke typer trusler der opleves i det daglige arbejde. Strukturen i en voldspolitik anbefales som en før, under og efter – struktur. Dvs. før (identifikation, forebyggelse), under (håndtering) og efter (efterbearbejdning og registrering).

Arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid

På arbejdspladsen skal man vurdere risikoen for at blive udsat for arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid. I praksis skal der altså laves en vurdering af, om der er noget i den måde arbejdsopgaver løses på, der kan ske at have konsekvenser for den ansatte i fritiden. De enkelte arbejdspladser opfordres til at drøfte forekomsten af arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden, hvis det findes relevant, herefter føres evt. tilføjelser ind i arbejdspladsens voldspolitik. 

Arbejdsmiljøreglerne på området drejer sig ikke om, hvad ansatte foretager sig i deres fritid. De er tænkt som forebyggende i forhold til, om ansatte møder arbejdsrelateret vold i fritiden.
Hvis der forekommer arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid, bør det behandles efter samme systematik, som hvis det var sket i arbejdstiden.

Akut krisehjælp (ekstern)

Er en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere udsat for en chokerende begivenhed i forbindelse med sit arbejde for Svendborg Kommune, kan den økonomiansvarlige leder bevilge psykisk krisehjælp.

Du skal straks kontakte en chef/lederkollega, så du ikke står med sagen alene.

Følgende kan kontaktes:

Dansk krisekorps: www.danskkrisekorps.dk – tlf. 70 30 23 81
Der er døgntelefon med chefpsykolog på vagt. Der er bl.a. 3 psykologer fra Svendborg i korpset

Psykisk hjælp for Danmarks Lærerforenings medlemmer
Danmark Lærerforening tilbyder sine medlemmer psykisk krisehjælp. Se mere på DLF's hjemmeside. 

 Psykisk førstehjælp (intern) 

Hvis der er en særligrisiko for vold i arbejdet, skal arbejdsgiveren ifølge Arbejdstilsynet sørge for de nødvendige foranstaltninger vedrørende førstehjælp. Det betyder, at de medarbejdere, der har været involveret i voldsepisoden, både de der er direkte udsat for vold og de, der er vidner, skal have adgang til psykisk førstehjælp.

Med Særlig risiko mener Arbejdstilsynet arbejdspladser, hvor der jævnligt er voldsomme episoder/episoder med vold og traumatiske hændelser. Rollen som den der yder psykisk førstehjælp varetages typisk af leder, medmindre andet er aftalt. Rollen indebærer støtte umiddelbart efter hændelsen og inden/imens der tages kontakt til ekstern akut krisehjælp. Støtten indebærer at:

  • Skabe ro omkring den skadelidte, tage styringen og bevare overblikket.
  • Lytte nærværende, roligt og tålmodigt til skadelidtes fortællinger om oplevelserne.
  • imødegå skadelidtes eventuelle selvbebrejdelser.
  • sørge for at skadelidte ikke kører hjem alene i chokeret eller omtåget tilstand.
  • Underrette skadelidtes pårørende om hændelsen

Mange har deres psykiske førstehjælpsberedskab skrevet ind i deres lokale politik for vold, trusler og krænkelser - hvilket er en god ide.

Mange arbejder også med en 'kuvertordning' hvor alle ansatte har angivet, hvem af deres kolleger de gerne vil kontaktes af, hvis de selv rammes af en traumatisk hændelse i forbindelse med arbejdet. Dette er også en god ide til den efterfølgende svære tid efter en voldsom/traumatisk hændelse.

Vores eksterne samarbejdspartner Dansk Krisekorps er også meget opmærksomme på at påminde os om ovenstående støttepunkter, når de bliver kontaktet.